Dilemma
Hey - hva' sker der med Joe og Stinepigen?!? Hva' har de gang i!?!
Dette er historien om Jonas, Stine - Mads, Rikke, og alle de andre fra kliken
Jonas er 17 år og Stine er 15. De har indtil fornyligt været kærester. Men noget går galt...
En aften er deres fælles ven Mads alene hjemme - der skal festes igennem! Hele kliken er samlet, og der bliver drukket en del.
Jonas og Stine har det sjovt, og da de vågner næste dag, har de det fint - bortset fra tømmermændene...
Men så ringer Rikke. Hun er Stines bedste veninde, og hun var også med i går. Rikke græder i telefonen og fortæller, at Mads har voldtaget hende til festen!
Rikke fortæller, at hun havde drukket for meget... Hun blev dårlig og gik ud på toilettet for at kaste op. Bagefter havde hun bare lyst til at ligge ned, så hun fandt et værelse med en seng og faldt i søvn.
På et tidspunkt hun ved ikke helt hvornår - vågner hun ved, at nogen er ved at tage tøjet af hende. Det er Mads, og det er helt tydeligt, at han vil ha sex. Rikke går i panik, for Mads er stor, stærk og stangstiv og hun kan ikke komme væk.
Rikke husker at hun prøvede at gøre modstand, men hun var ør i hovedet og kroppen ville ikke rigtig lystre. Det var ydmygende og flovt. Hun husker ikke, hvor lang tid, det hele tog. Men da det var overstået, havde Mads rejst sig og var gået ind til de andre igen. Rikke blev liggende alene i værelset et stykke tid. Så samlede hun sit tøj sammen, tog det på og listede ud af døren.
Da hun kommer hjem til sig selv, har hun det rigtig dårligt. Hun har ikke sovet ret meget og hun aner ikke, hvad hun skal stille op.
Stine er chokeret. Hun har svært ved at tro dét om Mads, han er cool nok. - Mads er ikke sådan én, hun forbinder med voldtægt...
Men Rikke er hendes bedste veninde - hun ville aldrig lyve over for hende. Hvad skal hun tro?
Stine fortæller Jonas historien. De snakker om, at Mads faktisk var temmelig stegt til festen - og ret påtrængende. Nu de tænker sig om, husker de, at først forsvandt Rikke, og så var Mads væk et godt stykke tid...
Jonas ringer til Mads for at høre hans version. Først bliver Mads gal og benægter alt, men da de har snakket lidt, fortæller han, at han faktisk var inde på værelset for at se efter Rikke...
Rikke havde lagt op til ham hele aftenen, mener han, og da han så hende ligge der på hans seng, var dét da et tydeligt signal. Det var måske ikke det fedeste knald, for hun var fuld og passiv. Men voldtægt, dét var det i hvert fald ikke - hun sagde jo ikke nej!
Stine tror på Rikke og Jonas tror på Mads. Stine synes, at Mads er et svin og bliver gal på Jonas for at tage hans parti. Jonas synes, at Rikke er en løgnhals og bliver også gal på Stine for at tro på hende.
Efterhånden er luften ladet af beskyldninger og mistro. Problemerne vokser, og det ender med, at Stine og Jonas går fra hinanden. Men det er ikke kun Stine og Jonas, der skilles - hele kliken splittes op i to: Dem, der tror på Rikke og dem, der tror på Mads. Fællesskabet er slut - de ser ikke mere til hinanden.
Historien om Jonas og Stine er ikke autentisk - men den er et billede på de virkelige historier vi desværre hører mange af.
Som du kan se, rammer problemerne ikke bare Mads og Rikke, som er direkte involverede. Hele kliken går i opløsning.
Det er et dilemma at skulle vælge, hvilken ven man skal tro - men måske kan man undgå at nå dertil?
Hvis Jonas og Stine havde været lidt mere opmærksomme på deres venner, var de måske stadig kærester og dyrkede deres klike endnu.
Hvad nu, hvis Stine havde set, at Rikke blev dårlig og var gået med hende på toilettet? Hvad nu, hvis hun havde fulgt hende hjem?
Hvad nu, hvis Jonas havde fortalt Mads, at han skulle coole lidt ned under festen? At Rikke ærlig talt ikke så videre interesseret ud? Og at han skulle lade hende være?
Hvad nu, hvis
Så var det måske aldrig sket.
|
|







|