Hvad er projekt Sikkerflirt ?
Hvert år anmeldes omkring 500 voldtægter i Danmark. Dertil kommer de mange voldtægter og voldtægtsforsøg, som ikke anmeldes - foruden de seksuelle overgreb, der ikke regnes som voldtægter - f.eks. seksuel chikane og mobning.
Hvert eneste overgreb er en tragedie - ikke kun for ofret, men også for gerningsmanden, deres familier og omgangskreds.
Formålet med Sikkerflirt er at forebygge voldtægt og seksuelle overgreb.
I de senere år er antallet af voldtægter blandt unge steget. Piger i 15-årsalderen bliver udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg af drenge, som ofte kun er et par år ældre. Typisk kender de unge hinanden på forhånd, og overgrebet finder sted ved en privat fest, hvor grænser og signaler bliver uklare f.eks. på grund af alkohol.
Forebyggelsen af de seksuelle overgreb kræver en tidlig indsats, og vi har alle et ansvar.
Det Kriminalpræventive Råd ønsker - i samarbejde med lærere, pædagoger og forældre - at påvirke børn og unge, så de allerede i en tidlig alder lærer at se og anerkende hinandens grænser. Det kræver, at børnene og de unge får viden og indsigt, og det forudsætter samtidig, at de får mulighed for at indkredse og udtrykke deres holdninger. Grundlaget for en vellykket indsats er at børnene arbejder med at opbygge eget selvværd, at de udvikler empati og reflektionsevner, som er selve grundlaget for at kunne blive bevidst om egne grænser. I praksis betyder det, at de skal være i stand til tydeligt at sige til og fra og forstå, hvornår andre giver udtryk for, at der er noget, de ikke vil være med til.
Det er mangel på respekt at overskride andres grænser, når det gælder voldtægt, seksuel chikane, vold og mobning. At sætte grænser betyder at lære, at vores handlinger til stadighed er et udtryk for valg og fravalg. Og det er vigtigt at sende klare signaler. Vores valg har konsekvenser, og en situation kan næsten altid vendes.
Projekt Sikkerflirt har naturlige berøringsflader til seksualoplysning og problemstillinger omkring mobning, vold og alkoholvaner. Hertil kommer spørgsmålene omkring lovgivning, pressen/nyhedsmedierne og den offentlige mening.
Udover råd og vejledning til børn, unge og forældre samt ideer til undervisningen, rummer hjemmesiden materialer som statistiske oplysninger, litteraturhenvisninger og links, hvor interesserede kan komme videre.
|

|